Vedtægter

DIP
DANSK FORENING FOR INDUSTRIENS
PATENT- OG VAREMÆRKESPECIALISTER
Association of Danish Industrial Property Executives
Vedtægter (version 2018)

§ 1
Foreningens navn er Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespecialister (Association of Danish Industrial Property Executives), forkortet DIP. Foreningen er en ikke-erhvervsdrivende forening registreret i Danmark med CVR 33934580.
Foreningens hjemsted er København/Hovedstadsområdet. Foreningen har c/o-adresse hos en af foreningens bestyrelse udpeget administrator eller hos formanden. Foreningen er tilknyttet foreningerne FEMIPI (Fédération Européenne des Mandataires de l’Industrie en Propriété Industrielle),DIFI (Dansk Institut for Immaterialretsuddannelse) og FIR (Foreningen for Industriel Retsbeskyttelse).

§ 2
Foreningens formål er at varetage medlemmernes interesser inden for området industriel retsbeskyttelse og immaterialret under behørig hensyntagen til dansk erhvervslivs interesser, herunder at fremme medlemmernes faglige kompetence gennem formidling af nyheder, oplysninger og erfaringsudveksling, at repræsentere medlemmerne over for interesseorganisationer, uddannelses-institutioner og myndigheder på området, og at styrke kendskabet til foreningen og medlemmernes funktion som specialister på området.

§ 3
Foreningen optager personlige medlemmer og firmamedlemmer. Som personlige medlemmer kan optages personer, som i danske industrivirksomheder eller i institutioner med danske industriinteresser har erhvervsmæssig beskæftigelse med behandling af sager vedrørende industriel retsbeskyttelse som en væsentlig del af deres arbejdsopgaver. Personlige medlem¬mer, som ophører med at være erhvervsaktive, og som har været medlem i mindst 5 år, kan fortsætte som medlem (seniormedlem) i foreningen, såfremt deres interesser skønnes at være overensstemmende med foreningens formål.
Som firmamedlemmer kan optages industrivirksomheder eller institutioner med interesse for foreningens formål. Firmamedlemmer er ikke stemmeberettigede.
Som æresmedlemmer kan, med generalforsamlingens samtykke og efter bestyrelsens indstilling, udpeges personer, som i mindst 10 år har været medlem af foreningen og har ydet en betydelig og forbilledlig indsats for at fremme foreningens formål.
Medlemmer af foreningen betaler et årligt kontingent, hvis størrelse fastsættes af generalforsamlingen. Seniormedlemmer betaler reduceret kontin¬gent. Æresmedlemmer betaler ikke kontingent.

§ 4
Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af en formand og fire bestyrelsesmedlemmer.
Til bestyrelsen kan kun vælges stemmeberettigede medlemmer. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen. Valgperioden er to år med mulighed for genvalg. I ulige år vælges formand og to bestyrelsesmedlemmer; i lige år vælges to bestyrelsesmedlemmer. Generalforsamlingen vælger tillige to bestyrelses¬suppleanter, hvis valgperiode er ét år.
Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder i valgperioden, indtræder en bestyrelsessuppleant i medlemmets sted indtil førstkommende generalforsamling, hvor der vælges et nyt bestyrelsesmedlem, som ved valget indtræder i det udtrådte medlems valgturnus. Såfremt formanden udtræder i valgperioden, konstitueres næstformanden som formand indtil førstkommende generalforsamling, hvor der vælges ny formand, som ved valget indtræder i den afgåede formands valgturnus.Hvervet som bestyrelsesmedlem eller formand er ulønnet. Bestyrelsen kan antage lønnet hjælp, herunder udpege en administrator.Bestyrelsen konstituerer sig selv efter nyvalg med næstformand, sekretær og kasserer og fastsætter selv sin forretningsorden. I formandens fravær indtræder næstformanden. Bestyrelsesmøder afholdes efter behov. Møderne indkaldes af formanden. Der skal tages referat af hvert bestyrelsesmøde, og referatet skal godkendes på førstkommende bestyrelsesmøde.Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden og mindst to bestyrelsesmedlemmer er til stede.Bestyrelsen træffer beslutning ved almindeligt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Bestyrelsessuppleanter kan kun deltage i bestyrelsesafstemninger, hvis de erstatter et bestyrelsesmedlem.

§ 5
Bestyrelsen skal arbejde for foreningens formål, varetage foreningens interesser og repræsentere foreningen udadtil; skal godkende optagelse og medlemsstatus i foreningen, jf. §§ 3 og 8; skal fremlægge beretning, regnskab og budget på generalforsamlingen, jf. § 11; skal udnævne eller indstille medlemmer til at repræsentere foreningen i eksterne sammenhænge, herunder FEMIPI,DIFI og FIR; og skal indstille medlemmer som sagkyndige dommere til Sø- og Handelsretten og landsretterne.

§ 6
Til hjælp for bestyrelsen kan denne nedsætte ulønnede arbejdsudvalg. Arbejdsudvalg aflægger hvert år rapport på generalforsamlingen. Det tilstræbes, at der højst deltager ét bestyrelsesmedlem i et arbejdsudvalg.

§ 7
Foreningen tegnes af formanden eller næstformanden i forening med et bestyrelsesmedlem.
For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens til enhver tid værende formue. Ingen af foreningens medlemmer hæfter personligt for foreningens forpligtelser.

§ 8
Medlemskab i henhold til § 3 begæres ved skriftlig ansøgning til forenin-ens bestyrelse. Hvis bestyrelsen er enig om, at optagelse kan ske, meddeler formanden skriftligt den optagelsessøgende dette. Såfremt der er uenighed om, hvor¬vidt optagelse kan finde sted, forelægger bestyrelsen spørgsmålet på først-kommende generalforsamling og lader om nødvendigt foretage en afstemning. Formanden meddeler skriftligt den optagelsessøgende både den foreløbige og den endelige afgørelse.
Medlemskab ophører ved udmeldelse med mindst én måneds varsel til udgangen af et regnskabsår; eller ved kontingentrestance efter påmindelse herom med mindst to ugers betalingsfrist; eller såfremt optagelsesbetingelserne ikke længere er opfyldt, jf. §3; eller ved ekskludering på begæring af mindst tre personlige medlemmer og en efterfølgende beslutning herom med en majoritet på mindst to tredjedele af de afgivne stemmer ved afstemning på en generalforsamling.

§ 9
Foreningen afholder ordinære medlemsmøder mindst to gange om året. Det ene møde er et årsmøde, som skal afholdes i april eller i maj måned. På årsmødet afholdes foreningens ordinære generalforsamling.
Yderligere møder, herunder ekstraordinære generalforsamlinger, indkaldes af bestyrelsen, eventuelt efter skriftlig og begrundet begæring af mindst 10 ordinære medlemmer og senest én måned efter, at bestyrelsen har modtaget begæringen.
Indkaldelse til møder, herunder generalforsamlinger, opslås på foreningens hjemmeside (www.dipinfo.dk) og sendes til hvert medlem pr. e-mail til den e-mailadresse, som medlemmet har opgivet til foreningen, så vidt muligt senest to uger før mødet. Dog skal indkaldelse til ordinære og ekstraordinære gene¬ral-forsamlinger altid opslås/afsendes mindst tre uger før generalforsamlingens afholdelse.

§ 10
Generalforsamlingen er øverste myndighed i alle foreningens anliggender.Forslag til behandling på den ordinære generalforsamling skal være bestyrelsen i hænde senest 1. marts inden generalforsamlingen. Indkomne forslag udsendes sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen, jf. §9, hvoraf også skal fremgå navn på formand og bestyrelsesmedlemmer og hvilke af disse, der er på valg, navn på revisorer samt bestyrelsens evt. indstilling af kandidater til valg til bestyrelse, revision og suppleanter hertil.

§ 11
Dagsorden for den ordinære generalforsamling er:

a) Valg af dirigent
b) Bestyrelsens beretning
c) Fremlæggelse af regnskab med revisionspåtegning til godkendelse og meddelelse af décharge
d) Fremlæggelse af budget for det nye regnskabsår
e) Fastsættelse af kontingent for næste regnskabsår
f) Rapport fra arbejdsudvalg
g) Indkomne forslag
h) Valg af medlemmer til bestyrelsen, jf. §4
i) Valg af revisorer og revisorsuppleant, jf. §13
j) Valg af valgkomité, jf. §14
k) Eventuelt

Der tages referat af generalforsamlingen. Referatet underskrives af referenten og dirigenten.

§ 12
Kun personlige medlemmer, der ikke er i kontingentrestance, har stemmeret på generalforsamlingen. Hvert stemmeberettiget medlem har én stemme. Beslutninger, herunder beslutning om vedtægtsændringer, vedtages ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Fraværende stemmeberettigede medlemmer kan stemme ved afgivelse af fuldmagt til et andet stemmeberettiget medlem. Hvert fremmødt stemmeberettiget medlem kan højst repræsentere fire stemmer inkl. sin egen.
Afstemning sker sædvanligvis ved åben afstemning. Dersom mindst tre stemmeberettigede medlemmer forlanger skriftlig afstemning, skal en sådan foretages.

§ 13
Foreningens regnskabsår er kalen¬der¬året.
På den ordinære generalforsamling vælges to revisorer samt en revisorsuppleant for ét år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Revisorerne reviderer foreningens årsregnskab og påtegner dette.

§ 14
På den ordinære generalforsamling vælges en valgkomité bestående af mindst tre ordinære medlemmer, som ikke er medlemmer af bestyrelsen.
Valgkomitéen har til opgave hvert år senest 1.marts til bestyrelsen at indstille egnede kandidater, som over for valgkomitéen skriftligt har accepteret at opstille på generalforsamlingen til valg eller genvalg som formand, bestyrelsesmedlem eller revisor, jf. § 4 og 13. Valgkomitéen skal arbejde for, at bestyrelsen er alsidigt sammensat med hensyn til branche og fag.

§ 15
Beslutning om opløsning af foreningen kræver vedtagelse på to efter hinanden følgende og lovligt indvarslede generalforsamlinger med et flertal på mindst fire femtedele af foreningens tilstedeværende medlemmer.
Ved opløsning af foreningen træffer den siddende bestyrelse afgørelse om anvendelse af foreningens midler til støtte af formål indenfor området industriel retsbeskyttelse i overensstemmelse med eventuel lovgivning herom.

________________________________________
Ovenstående vedtægter er vedtaget på den stiftende generalforsamling 20. marts 1969 med ændringer vedtaget 6. november 1970, 8. maj 1974, 8. maj 1980, 15. maj 1990, 6. maj 1999 og 14. maj 2018.